Skip to content

Forår og sommer på vej – pas godt på din hund

Foråret begynder så småt at røre på sig, og inden længe er sommeren ankommet. Det betyder endnu flere gåture med din hund i naturen, og derfor skal du være opmærksom på en række forhold, hvis du vil passe bedst muligt på din hund.

Bliv her klogere på, hvordan du giver din hund en dejlig og god sommer.

Find din hund

Når foråret spirer, giver det i endnu højere grad til at tage hunden i snor og vandre gode ture i naturen. Jo mere du går ude med din hund, desto højere er chancen også for at din hund kan løbe væk. Det kan der være mange grunde til. Derfor er det også vigtigt, at din hund har et hundeskilt på, så dem, der finder den, hurtigt kan få hunden tilbage til dig. Faktisk er det også lovpligtig, at du som hundeejer sørger for, at din hund bærer et hundeskilt i sit halsbånd, fra den er fire måneder gammel.

På skiltet skal du som minimum oplyse dit navn og adresse. Men det er også en god idé, at du sætter dit mobilnummer på, så vedkommende, der finder din hund, hurtigt kan komme i kontakt med dig.

Pas på sommervarmen

Forår, sol og sommer er dejligt. Men varmen kan være hård for din hund. Ligesom du selv skal have rigeligt med væske i sommervarmen, skal din hund det også. Sørg for, at din hund altid har adgang til køligt vand. Hvis den trækker vejret meget hurtigt, og tungen hænger langt ud af munden, er det et tydeligt tegn på, at hunden sveder og trænger til vand.

Gå derfor gerne tur med din hund i de sene morgentimer eller de tidlige aftentimer, hvor varmen er mindre intens end midt på dagen. Undgå også at din hunds trædepuder forbrændes ved at gå uden om varme overflader som sand, beton og metal. Køl også din hund ned ved at dyppe poterne i koldt vand i ny og næ.

Hvis du har din hund med på tur i bilen, er det vigtigt, at du ikke efterlader den for længe ad gangen i bilen. Også selvom du stiller bilen i skyggen og åbner vinduerne lidt på klem. Det er naturligvis godt at få en frisk lufttilstrømning i bilen ved at åbne en smule for vinduerne, men det er sjældent tilstrækkeligt. Og på trods af at du sætter bilen i skyggen, skal du huske, at solen flytter sig.

På en sommerdag med 25 grader kan det hurtigt blive over 50 grader inde i bilen, og det kan være kritisk for din hund, der sidder med en varm pels på. Har du derfor din hund med i bilen, skal du sørge for kun at foretage små ærinder.

Forebyg og tjek for flåter

Gåture i skoven kalder på dig og din hund, når de første forårsstråler begynder at kigge frem bag vinterskyerne. Men forår og sommer er også sæson for flåter, der typisk opholder sig i højt græs og skovbundsplanter. Hunde, som render, snuser og leger i skovbunde og højt græs, er derfor ekstra udsatte for at blive bidt af en flåt.

Flåten bider sig fast og suger blod fra sin vært. Og selvom flåten ikke kan se, styres den af bevægelser fra din hund. Sørg for at behandle din hund med flåtmidler, så du mindsker risikoen for, at den bliver bidt af en flåt. I værste tilfælde kan flåten nemlig overføre sygdomme til din hund. Sæsonen for flåter strækker sig fra marts-november.

Når du og din hund kommer hjem fra jeres skovtur, er det vigtigt, at du omhyggeligt tjekker hunden for flåter. For måske har flåten ikke nået at bide sig fast endnu. Og så kan du børste den væk, inden den får fat. Generelt bør du jævnligt undersøge din hunds pels for flåter. For jo hurtigere du opdager en flåt, desto mindre er risikoen for, at den har overført sygdomme til din hund.

Udgivet iHunde

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *